Turen over bjergene vi havde set frem til.. Derefter skal vi bare sydpå ned langs kysten.. Først havde vi dog lige en lille ekspedition planlagt. Den krævede at vi smed mor af på en 'full day spa' for vi vidste godt at her skulle vi ikke have hende med og hun trængte også til en fuld renovering (der er jo gået flere dage siden hun sidst fik lidt negle osv). Vi tog en lille tur nord til byen Redmond som har nogen fede klatre steder. Mig og ungerne ville prøve at klatre i rigtige bjerge. Vi havde en aftale med Gabriel (navnet gav en god følelse når nu vi skal op og hænge i nogen tynde snore på bjerg siderne) lige 15 km nord for Redmond. På en lille parkeringsplads i solen for foden af en bakkekam står han og venter på os. Vi spiser et par cookies (det her er cookie land har signe udråbt det til) med ham og får udleveret lidt grej.. Seletøj, klatresko og hjelme.
Scenen er sat. Vi blir ført ad en lille sti ned mod kløften. På bunden løber en lille flod. På de høje klipper bag floden skal vi ikke klatre på får vi af vide. Puha. De er no-no område. Der er ørnereder halvejs oppe på hveranden top. De store amerikanske ørne bor her. Sejt. Og 'turkey-vultures' (JA GRIBBE) cirkler på himlen over os. Ungerne er mere optaget af et firben og springer fra sten til sten for at følge med den. 'OH-yeah' svarer Gabe da jeg spørger om der er slanger her mellem klipperne.. Nå hva fanden ungerne kan ligeså godt blive bidt lige ved siden af mig som 20 meter foran mig så de får lov at rende rundt. Vi kommer op til der hvor begynderne starter..
Jeg starter med turen op af den ca 8 meter revne i klippen. Det er fedt. Det gir et sug i mig når jeg kigger ud over mine skuldre. Føler mig som Tom Cruise i åbnings scenen i Mission Impossible 2. Ungerne hujer og klapper. Og signe hopper op og ned og siger 'mig nu mig nu'. Se for mig var det at komme ned ikke et problem. Jeg har både rapellet og klatret høje træer med samme udstyr så jeg vidste hvordan man gør. Intet problem. Og signe er så ivrig at starks hun har fået sin sikkerheds line på og fået klar tegn fra Gabe er hun halvejs oppe. Nu er jeg ikke i tvivl hun er halvt abe. (fra far eller mor ??) Stolt ser jeg min lille tøs fare op ad klippen. Lige før hun når toppen står hun pludselig stille. Eller står gør hun jo ikke. Hun klamrer sig ind i en lille sprække. 'Piv' kommer der oppe fra hende. 'Det er ok kom bare ned igen skat' siger jeg beroligende. 'Nej-vil ikk' piver hun. Ups hun har klatret højere end hun turde.. Jeg begynder at forklare hvordan man 'bare' skal læne sig ud og så bliver hun hejst ned af Gabe og der er ingen problem. 'Nej - Vil ikk' Klynker hun igen. Shit. Superfar skal op og klatre igen. Uden line. Godt mor ikke er her. Gabe klør sig og prøver halvhjertet at fortælle mig at det kan man ikke men jeg skal jo op til hende og berolige hende så hun tør lade sig hejse ned. Ned kom vi og i god behold. Gabe forslår nu at vi lige holder en lille demonstration af hvordan hejse ned proceduren er her på en meters højde (det havde været for nemt at starte med det ikk ??). Nå vi har sundet os og det er Mathildes tur og hen er super forsigtig og tager bare en lille tur for så lige at teste at det nu virker det der ned halløj.
Vi bevæger os lidt længere hen af klippe væggen og her er lige pludselig masser af klaterere. Gabe sætter en ny bane op til os. Godt 3-4 meter over os er der et lille udspring som ungerne kan klatre op på og jeg kan fortsætte helevejen til toppen ca 18-20 meter. Det er blæret det her.
Da jeg ikke har flere kræfter i hverken fingre, arme eller ben begynder turen tilbage op. Vi har bedt om 'omvejen' altså ikke ad stien vi kom af. Det er klatring over store klippe stykker med store huller imellem op gennem bjerget i en sti der blir smallere. Til sidst er der store hulle ud mod kløften med 50-100 meter ned til floden. 'Glup'. Det var en fed tur proklamerer ungerne men jeg instruerer dem i hvad vi skal fortælle mor og hvad hun nok vil syntes er "kedeligt" at høre om :-) (ja ja det er ikke helt pænt men i ved hvordan mødre er ikk, de behøver ikke vide alt vel)
Vi siger farvel til Gabe og kører tilbage til Bend hvor vi henter mor på spa'en. Hold da op der er sket noget - men det fortæller hun måske selv om. Vi kører straks afsted med Springfield på den anden side af bjergene. Forbi skisports steder gennem kæmpe skove. Landskabet her er helt anderledes end de andre bjerge vi har kørt gennem. Helt dækkede af skov med brusende floder og enkelte hyggelige skov huse så er der godtnok langt til alting her... Eller faktisk er der ikke så forfærdeligt langt ca. 180 km er turen i alt men det tager mange timer. I det hele taget kører man ikke ret stærkt her i oregon. 65 mph (lige godt 105kmh) er absolut maks fart og det er mere 45-55 der er det almene. Så afstande måles tit i hvorlang tid de tager frem for hvor mange miles der er. Sikkert fremme i Springfield/Eugene ved aften tid finder et hyggeligt lille motel med pool som mine trætte klatre tøser straks springer i. Nå klokken er nu næsten halv 3 om natten (jeg har endnu engang fået vendt op og ned på nat og dag) så jeg vil prøve at sove.
Godnat allesammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar